Da jeg var yngre læste jeg ufattelig meget. Lige fra jeg lærte at læse som en af de første i de helt små klasser, kværnede jeg bøger. Jeg læste alt, eventyr, dramaer, krimier, gyserbøger, jeg læste voksenbøger som jeg sikkert ikke helt forstod og jeg læste et utal af YA bøger, selvom jeg ikke engang var fyldt 10 år. Jeg var altid begravet i bøger, vi havde i mit hjem ikke internet og kun et tv; med to kanaler, dette har nok også været med til at sætte min læselyst helt i vejret, da der ikke var så mange andre underholdningskilder. Des ældre jeg blev des mere læste jeg. Skolebibliotekaren sagde at jeg var for meget, da han forslog mig at læse Hulebjørnes Klan af Jean M. Auel og jeg allerede havde læs den og dens efterfølgere. Stort set alle de bøger jeg læste, læste min mor også og vice versa. Hvis jeg ville købe bøger for mine lommepenge, betalte min mor halvdelen. Vi diskuterede og snakkede om bøger i uendeligheder, det at snakke om bogen og virkelig gennemdiskutere den, var næsten bedre end at læse den. Næsten.
De sidste par år, har jeg læst utrolig lidt, det er blevet til en til to bøger om måneden, hvor det før i tiden nærmest var en om dagen. Jeg kunne ikke rigtig komme igennem bøgerne og jeg ville næsten hellere se en film, eller surfe rundt på internettet i timevis. Det var som om at jeg ikke rigtig kunne fordybe mig i bøgerne længere. Det virkede lidt meningsløst og jeg har aldrig helt forstået hvorfor min læseglæde forsvandt. I sidste uge tror jeg dog at jeg fik mit svar, svaret svandt jeg i en bog. Jeg læste nemlig bogen ‘Læserne I Broken Wheel Anbefaler’ af svenske forfatter Katarina Bivald. Heri faldt jeg over dette citat:
“Bøger er fantastiske og kommer nok til sin ret i en hytte i skoven, men hvor sjovt er det at læse en fantastisk bog, hvis man ikke kan tippe mennesker om den og tale om den og konstant citere fra den?”
Der gik et lille lys op for mig da jeg læste dette. Min læselyst forsvandt nemlig sammen med min mor. Da hun døde, snakkede jeg ikke længere om bøger med nogen, det har nemlig aldrig været nødvendigt, vi var så meget på samme bølgelængde at jeg nærmest aldrig diskutere bøger med andre end hende og da hun så ikke var her mere, var læseglæden det heller ikke.
Jeg ved ikke hvorfor at jeg aldrig har sat de to ting i forbindelse med hinanden, det virker faktisk lidt underligt at jeg ikke har set det, men nu kan jeg måske arbejde lidt med det. Jeg er begyndt at læse mere igen, dog ikke så meget som i fordums tid, men mere, og jeg finder glæde ved det og det er det vigtigste for mig. Måske en dag finder jeg en fellow læser, som jeg kan tale med bøger om, citere til og tippe til.
